😳 Politibetjentene besluttede sig for at lave en spøg med en ung, smuk kvinde, der kom ind på politistationen. De satte håndjern på hende og sagde, at hun ikke måtte være der i så kort en kjole. Men fem minutter senere kunne politibetjentene ikke få et ord frem af chok…
Del 1
Den dag var der forholdsvis stille på politistationen.
Nogle af betjentene sad ved deres skriveborde, en udfyldte dokumenter, og en anden talte i telefon.
I det øjeblik gik døren op, og en ung kvinde kom ind.
Hun var omkring femogtyve år gammel.
Hun var meget smuk og havde en kort sommerkjole på.
Kvinden gik selvsikkert hen til skranken.
— Goddag. Jeg skal tale med en bestemt person.
Den vagthavende betjent så op og smilede.
— Hvem?
Hun oplyste efternavnet.
En af betjentene kiggede på sin kollega og grinede.
— Er De sikker på, at De må være her klædt sådan?
Kvinden så overrasket på ham.
— Hvad mener De?
— Kjolen er for kort, — sagde han med et smil. — Det her er trods alt ikke en strand.
Flere af betjentene begyndte at grine.
Kvinden havde tydeligvis ikke forventet sådan en behandling.
— Jeg er kommet af en bestemt grund. Jeg skal møde denne person.
Betjenten besluttede at fortsætte spøgen.
— Så bliver vi nødt til at anholde Dem.
— Hvad?
Han tog håndjern frem.
— Regler er regler.
Kvinden så forvirret på ham.
— Mener De det alvorligt?
— Selvfølgelig.
Et sekund senere satte han håndjern på hende.
En anden betjent lo:
— Nå, så må De vente på chefen.
Kvinden holdt op med at smile.
— Tag dem af med det samme.
Men betjentene fortsatte med at grine.
De vidste endnu ikke, at de få minutter senere slet ikke ville have lyst til at grine.
Kvinden kiggede roligt på sit ur.
Så sagde hun:
— Okay. Hvis I virkelig vil have, at jeg venter på chefen, så venter jeg.
Der gik nogle minutter.
Der lød hurtige skridt på gangen.
Døren til kontoret gik op.
Afdelingschefen stod i døren.
Han så på betjentene og derefter på kvinden med håndjernene.
Pludselig ændrede hans ansigtsudtryk sig.
Han stod bogstaveligt talt helt stille af chok.
— Hvad foregår der her?
Betjentene så på hinanden.
— Chef, vi ville bare…
Chefen lod ham ikke tale færdig.
Han gik hurtigt hen til kvinden.
— Tag håndjernene af hende. Med det samme!
Der blev helt stille på stationen.
Betjentene så forvirret på deres chef.
Og kvinden smilede bare roligt.
Del 2
— Tag håndjernene af hende. Med det samme! — gentog chefen.
En af politifolkene tog straks nøglen frem.
— Chef, vi ville bare lave sjov…
— Lave sjov?!
Chefen så på ham på en måde, der straks fik ham til at tie.
Håndjernene blev taget af.
Pigen gned sine håndled og så roligt på sin far.
— Far, jeg ville overraske dig.
Der blev så stille på stationen, at man kunne høre nogen lægge en kuglepen på bordet.
Politifolkene så langsomt på hinanden.
— Far?.. — spurgte en af dem stille.
Chefen sukkede tungt.
— Ja. Det er min datter.
Betjentene blev blege.
Det viste sig, at pigen med vilje var kommet til stationen for at besøge sin far. Hun havde ikke set ham i lang tid og havde besluttet sig for uventet at komme forbi og give ham hjemmelavet mad.
Hun havde på ingen måde forventet, at hun i stedet for at møde sin far ville ende med håndjern på.
— Besluttede I virkelig at sætte håndjern på hende bare på grund af hendes kjole? — spurgte chefen koldt.
Ingen svarede.
Den politimand, der havde startet spøgen, slog blikket ned.
— Undskyld, chef. Vi ville ikke gøre noget ondt.
Pigen så på ham og sagde:
— Jeg forstår, at I ville lave sjov. Men jeg blev virkelig bange.
Chefen nikkede.
— Det er netop derfor, at den slags spøgefuldheder ikke er tilladt her.
Han så på alle medarbejderne.
— Uniformen og håndjernene er ikke legetøj. Det skal I altid huske.
Politifolkene nikkede tavst.
Pludselig smilede pigen og rakte en pose til sin far.
— Nå, men jeg har alligevel taget frokost med til dig.
Chefen smilede for første gang i flere minutter.
— Tak, min pige.
Betjentene så på hinanden.
For bare fem minutter siden havde de grinet af den unge pige, og nu stod de helt forvirrede foran hende.
Og hver eneste af dem ville huske denne dag for altid: Man skal ikke spøge med et menneske, hvis man ikke ved, hvem der venter på ham bag en lukket dør.
