En kvinde kom til sin søns grav og opdagede et dybt hul lige ved siden af gravstenen. Da hun kiggede ned i det, stivnede hun af rædsel uden at ane, hvad der virkelig gemte sig under jorden. 😱😱
Der var gået mere end et år, siden hendes søn døde. Alligevel besøgte hun kirkegården hver eneste uge. Hun medbragte altid friske blomster, stod længe ved gravstenen, mindedes de lykkelige øjeblikke i hans liv og talte stille til ham.
Den dag var vejret varmt og sommerligt. Kvinden gik langsomt ad den smalle sti mellem gravene med en buket hvide liljer i hænderne.
Men så snart hun nåede sin søns grav, lagde hun straks mærke til noget mærkeligt.
Lige ved gravstenens sokkel var der et mørkt hul i jorden. Det var ret dybt, og omkring det lå der frisk opgravet jord. Det så ud, som om nogen for nylig havde gravet dér.
Kvinden standsede brat. Blomsterne var lige ved at glide ud af hendes hænder. Hendes hjerte hamrede så voldsomt, at hele kroppen rystede.
— Har nogen forsøgt at grave graven op? hviskede hun næsten uhørligt.
Hun gik forsigtigt tættere på, satte sig på hug og kiggede ned i hullet. Kold luft steg op derfra, og hun kunne ikke se bunden. Af frygt syntes hun, at noget bevægede sig dernede.
De værste tanker fór gennem hendes hoved. Hun var netop ved at ringe til kirkegårdens administration, da hun opdagede en mærkelig detalje. 😱😱
Kvinden undersøgte omhyggeligt jorden omkring hullet og så små, aflange spor, som slet ikke lignede menneskelige.
I nærheden arbejdede en ældre kirkegårdsvagt. Da han hørte hendes historie, gik han roligt hen, bøjede sig ned og undersøgte hullet grundigt.
Efter få sekunder smilede manden.
— De skal ikke være bekymret. Det er ikke mennesker. Her dukker der ofte blindmus op. De graver lange underjordiske gange, og nogle gange kommer deres tunneler op lige ved siden af gravmonumenterne.
Kvinden kiggede endnu en gang nærmere. Nu kunne hun faktisk se en smal, snoet gang, der førte til siden, og ved siden af lå små bunker af frisk jord.
Spændingen forsvandt langsomt. Hun åndede lettet ud, da hun indså, at hendes værste frygt havde været uden grund.
Kvinden glattede forsigtigt jorden omkring hullet, lagde blomsterne ved monumentet og lod stille sin hånd glide over den kolde sten.
— Du ville sikkert have sagt, at jeg ikke skulle forestille mig for meget… — hviskede hun med et trist smil.
Efter at have stået stille i nogle minutter gik kvinden langsomt mod kirkegårdens udgang, mens den lille blindmus fortsatte med ubemærket at grave sine underjordiske gange uden at vide, hvilket postyr den havde skabt.
