Bedstefaren reddede en såret ræv og dens lille ræveunge uden overhovedet at ane, at hele landsbyen allerede næste morgen ville tale om en mærkelig hændelse. 😱😨
Den vinter var usædvanligt hård. Sneen dækkede vejene med dybe driver, og skoven virkede mørk og uvenlig. Landsbyboerne forsøgte ikke at bevæge sig langt væk fra deres hjem, for i sådan et vejr var det let at fare vild eller sidde fast i sneen.
Men brænde til ovnen kommer ikke af sig selv. Derfor tog bedstefaren tidligt om morgenen sin gamle slæde og sin økse og gik mod skovkanten for at hente tørt, væltet træ.
Mens han langsomt kæmpede sig gennem sneen, fik han øje på en rødlig plet nær en snedækket grøft. Først troede han, at det var en gammel pels eller en jagttaske. Men da han kom tættere på, så han, at det var en voksen ræv.
Ved siden af den løb en lille ræveunge uroligt rundt. Den peb sagte, gned sin snude mod sin mor og ville ikke forlade hende.
Bedstefaren ville først gå videre – et vildt dyr er trods alt stadig et vildt dyr. Men så opdagede han, at ræven stadig trak vejret. Dens bagben sad fast i en gammel metalfælde, som næsten var helt skjult under sneen.
Han satte forsigtigt slæden fra sig, tog sine tykke handsker på og åbnede fælden uden pludselige bevægelser. Ræven peb svagt, men forsøgte ikke at bide ham. Bedstefaren rensede såret med vand fra sin feltflaske, bandagerede det med et stykke rent stof, som han altid havde med sig, og lagde lidt mad ved siden af den.
Ræveungen forlod ikke sin mor et eneste øjeblik.
Da han var sikker på, at ræven kunne rejse sig igen, pakkede han sine ting sammen og gik hjem. Han troede, at han havde gjort alt, hvad han kunne, og at han aldrig ville se dyrene igen.
Men allerede næste morgen vågnede hele landsbyen ved lyden af hundenes høje gøen og naboernes bekymrede råb. 😱😢
Da folkene kom udenfor, så de et stort antal rævespor. Næsten alle hønsehuse stod åbne, flere hegn var gravet under, og fjer lå spredt rundt omkring på gårdspladserne. Flere høns var forsvundet sporløst.
Beboerne kunne ikke forstå, hvad der var sket i løbet af natten.
Senere undersøgte en af jægerne sporene nøje og fremsatte en overraskende teori. Det så ud til, at den reddede ræv var vendt tilbage til skoven og havde ført flere af sine artsfæller med sig til landsbyen. De var blevet tiltrukket af menneskelugten, som var blevet siddende på forbindingen og stoffet efter hjælpen.
Rævene strejfede rundt om husene hele natten, ledte efter mad og gik ind på gårdspladserne. De angreb ikke mennesker, men skabte stor uro. Hundene gøede uafbrudt indtil daggry, og beboerne var bange for at forlade deres huse.
Til sidst måtte man skræmme dyrene væk med larm, fakler og advarselsskud i luften, så de vendte tilbage til skoven. I lang tid efter den nat fortalte bedstefaren stadig historien og sagde, at selv den venligste handling nogle gange kan føre til helt uventede konsekvenser. 😢
