For at straffe en hjemløs dreng, som havde stjålet mad fra bordet, beordrede kejseren, at han skulle kastes hen til en enorm elefant, ligesom mange forbrydere før ham: men på arenaen skete der pludselig noget, som efterlod tilskuerne i fuldstændig chok 😨
Den søndag lå der fra morgenstunden en tung varme over byen. Den enorme arena var allerede fyldt med mennesker. På de høje tribuner sad rige handelsfolk, soldater, senatorernes hustruer og almindelige borgere, som hver søndag kom her for at se et frygteligt skuespil. Folk talte højt, diskuterede, spiste frugt og ventede på det øjeblik, hvor endnu flere forbrydere ville blive ført ud på sandet.
Midt på arenaen stod en enorm krigselefant.
Alle i byen kendte dette dyr. Den enorme elefant, dækket af tung rustning, havde tjent kejseren i mange år. På dens stødtænder hang metaldekorationer, og dens ben var så massive, at hvert skridt løftede skyer af sand og støv. Folk sagde, at denne elefant allerede havde trampet dusinvis af forbrydere ihjel foran publikum.
Kejseren selv sad højt over arenaen på en gylden trone og betragtede alt med kold interesse. Folket frygtede og hadede ham, men ingen turde sige det højt. Herskeren havde én grusom lov — enhver, der brød reglerne, skulle dø offentligt.
Da trompeterne lød over arenaen, begyndte soldaterne at føre fangerne frem.
Én efter én blev de kastet ud på sandet. Nogle bad om nåde, andre forsøgte at flygte, men der var ingen vej ud. På den ene side stod den enorme elefant, og på den anden kejserens bevæbnede mænd med spyd og sværd.
Mængden brølede af både frygt og spænding.
Efter flere henrettelser var folk næsten holdt op med at reagere på andres skrig. Men pludselig åbnede portene sig igen, og hele arenaen blev stille.
En lille dreng blev ført ud på sandet.
Han var tynd, beskidt og barfodet. Hans tøj hang i laser, og hans hænder rystede så meget, at han knap kunne stå. Han kiggede hele tiden rundt og forstod ikke, hvor han blev ført hen. En soldat skubbede ham hårdt frem, og barnet faldt på knæ i det varme sand.
Mængden begyndte at hviske.
Mange forstod straks, at dette ikke var en morder eller en farlig forbryder.
Kejseren rejste sig langsomt fra sin trone og sagde højt:
— Denne tyv har stjålet mad fra mit bord.
En mumlen gik gennem tribunerne.
Det viste sig, at drengen var forældreløs. Han havde ikke spist i flere dage og havde om natten sneget sig ind i paladset for at stjæle et lille stykke brød og kød. Men vagterne fangede ham nær køkkenet.
Kejseren så ned på barnet med foragt.
— Hvis jeg i dag tilgiver én sulten tyv, vil hele byen begynde at stjæle i morgen.
Mængden blev tavs.
Drengen sad på knæ og trak vejret tungt. Hans øjne var fyldt med frygt. Han så skiftevis på soldaterne og på den enorme elefant, som langsomt nærmede sig.
Hvert skridt fra dyret fik arenaen til at ryste.
Nogle mennesker vendte allerede blikket væk. Kvinder dækkede deres ansigter med hænderne.
Men kejseren smilede blot.
Elefanten kom helt tæt på. Drengen lukkede øjnene og begyndte at græde.
I det øjeblik skete der pludselig noget så forfærdeligt i arenaen, at hele folket frøs i chok. 😳😮
Den enorme elefant stoppede pludseligt lige foran barnet. I nogle sekunder herskede der dødsstilhed.
Derefter sænkede dyret langsomt sit hoved og rørte forsigtigt drengen med sin snabel, som om det forsøgte at berolige ham. Barnet åbnede forskrækket øjnene, og elefanten begyndte pludseligt at beskytte ham med sin egen krop mod soldaterne.
Et forskrækket sus gik gennem tribunerne. Kejseren rejste sig brat fra sin trone.
En af krigerne forsøgte at skubbe elefanten med et spyd, men i samme øjeblik udstødte dyret et så højt brøl, at folk sprang op af frygt. Den enorme elefant vendte sig pludseligt mod soldaterne og slog vredt sin fod ned i sandet, så ingen kunne komme tæt på drengen.
Mængden var rædselsslagen.
Ingen havde nogensinde set dette dyr nægte at adlyde en ordre.
Drengen rystede ved elefantens forben, mens elefanten fortsatte med at stå foran ham som en levende mur.
Præcis i det øjeblik blev en gammel mand blandt tilskuerne pludselig bleg og råbte:
— Jeg kender dette barn…
Folk begyndte at vende sig mod ham, og kejseren rynkede langsomt panden.
Med en rystende hånd pegede den gamle mand direkte på drengen og sagde stille:
— Det er sønnen af den mand, som engang reddede denne elefant, da den stadig var unge…
Efter disse ord sank hele arenaen ned i en sådan stilhed, at man kun kunne høre det enorme dyrs tunge vejrtrækning.
