En fisker trak i en ståltråd og hev en mærkeligt formet genstand op af mudderet. Da han vaskede fundet rent for snavs, blev han chokeret, da han indså, hvad det var 😱😨
Fiskeren kom til stranden tidligt om morgenen, som han gjorde næsten hver lørdag. Himlen var allerede klar, men overalt kunne man stadig mærke sporene efter gårsdagens storm. I løbet af natten havde der været kraftig regn, vinden havde presset bølgerne direkte mod kysten, og havet havde skyllet bunker af affald op på land: stumper af brædder, tang, plastikflasker og rustne metaldele.
Manden gik langsomt gennem det våde ler i sine gummistøvler og ledte efter et sted, hvor han kunne fiske i fred og ro. Han elskede stilheden ved fiskeri og valgte derfor altid steder langt væk fra andre mennesker.
Det var dér, han lagde mærke til noget mærkeligt.
Et tyndt stykke ståltråd stak op af det tykke mudder. Først ville han bare gå forbi. Efter en storm ligger den slags ting overalt langs stranden. Men der var noget ved den tråd, som virkede mærkeligt. Den stak næsten lodret op, som om den var fastgjort til noget.
Manden gik nærmere, bøjede sig ned og prøvede at trække tråden op med fingrene. Den gav sig ikke. Så tog han fat med begge hænder og trak hårdere. Jorden omkring ham bevægede sig lidt, men genstanden virkede som om den sad urokkeligt fast i mudderet.
— Hvad pokker er det der… — mumlede han og plantede fødderne dybere i den bløde jord.
Han trak igen. Først langsomt, derefter hårdere og hårdere. Mudderet virkede som om det sugede genstanden tilbage, som om det ikke ville give slip på den. Manden kunne mærke, hvordan tråden skar i håndfladerne gennem handskerne.
Flere gange overvejede han at give op, men nysgerrigheden slap ham ikke. Han vippede tråden frem og tilbage, trak i korte ryk og stoppede af og til for at få vejret.
Til sidst lød der en dump, klæbrig lyd fra jorden.
Noget tungt begyndte langsomt at komme op af mudderet. Manden gav et sidste kraftigt ryk, og genstanden sprang endelig fri. Han nåede knap nok at holde fast i den, så den ikke faldt tilbage i mudderet.
Genstanden havde en mærkelig form. Hele overfladen var dækket af tykt mudder, så det var umuligt at se, hvad det var. Formen var nogle steder rund og andre steder kantet, og de værste tanker begyndte straks at dukke op i mandens hoved.
Et koldt gys løb ned ad ryggen på ham.
— Bare det ikke er… — tænkte han og besluttede straks at tage genstanden hen til vandet.
Han gik ned til havet og begyndte forsigtigt at skylle mudderet af. Bølgerne slog mod genstanden, mens han med hænderne fjernede det klæbrige ler og forsøgte at forstå, hvad han egentlig havde trukket op af jorden.
Og da fiskeren endelig forstod, hvad det var, stod han helt stille af overraskelse 😱😲
Først kom en glat overflade til syne. Derefter trådte næsens konturer frem. Så læberne. Manden frøs.
Lidt mere snavs gled af overfladen, og fra vandet så et velkendt ansigt med stenkrøller på ham.
Han rettede sig brat op og stirrede på fundet. Det var hovedet af en statue af Aleksandr Pusjkin.
I nogle sekunder stod han bare stille og tavs. Et øjeblik tidligere havde han troet, at han havde trukket noget kriminelt op af mudderet og havde allerede tænkt på at ringe til politiet.
Nu virkede det næsten lidt komisk.
Sandsynligvis havde nogen smidt den gamle statue i havet, og nattens storm havde simpelthen bragt digterens hoved tilbage til stranden.
Manden kiggede endnu en gang på Pusjkins stenansigt, sukkede tungt og smilede skævt.
— Nå, du fik godt nok forskrækket mig, Aleksandr Sergejevitj… — sagde han og lagde fundet på det tørre sand.
