En herreløs hund løb pludselig ud på havet og kastede sig i de voldsomme bølger. Noget i vandet havde fanget hans opmærksomhed.
Strømmen bar det mål, han forsøgte at nå. Hans trætte ben padlede desperat, indtil han endelig nåede en dreng, der knap nok flød.
Hunden bed forsigtigt drengens tøj og løftede ham op på ryggen. Bølgerne skubbede dem længere og længere væk fra kysten, mod det åbne hav, hvor ingen kunne se dem.
Han svømmede med sine sidste kræfter, gennemblødt til benet, med kun ét håb: at nogen ville se dem.
Hver bevægelse blev vanskeligere: hans poter rystede af kulde, saltvandet sved i hans øjne. På et tidspunkt skinnede et lys i det fjerne – måske en fiskerbåd? Eller et hus på kysten?
Han var ikke sikker, men han blev ved med at svømme i den retning og klamrede sig til det sidste håb.
Pludselig løftede en bølge ham op, og så så han den – ja, det var en båd! Lille, af træ, med et lys på stævnen. Der var nogen indeni. Hunden klynkede svagt, næsten uden en lyd – det var alt, hvad han kunne få frem…
Fortsat – i den første kommentar under billedet 👇👇👇👇
Båden nærmede sig langsomt. Manden indeni forstod først ikke, hvad der skete – en hund svømmede med noget på ryggen. Først da han kom tættere på, indså han: det var et barn. Bevidstløs, gennemblødt.
Manden kastede anker og trak hurtigt de to op af vandet. Hunden gjorde ikke modstand. Han lagde sig ned, gispende og rystende af kulde, men forlod ikke drengens side et sekund.
På kysten ledte de allerede efter drengen. Hans forældre var desperate. Ambulancer, politi, redningsarbejdere. Ingen forventede, at en almindelig herreløs hund ville redde ham.
Da båden lagde til kaj, og moderen så sin søn i live, faldt hun på knæ og brast i gråd. Hun var ikke engang klar over, at der lå en hund ved siden af hende. Først da drengen vågnede og hviskede: “Han reddede mig…”, vendte alles øjne sig mod det våde og udmattede dyr.
Næste dag tog familien til dyreinternatet – de ville vide, om hunden havde en ejer. Det havde han ikke. Ingen ledte efter ham. Beslutningen var enkel.
Fra den dag af boede han hos dem – med en blød seng, daglig mad og varme. De gav ham et navn: Max. Han var ikke længere bare en hund. Han blev familiens helt.
