💊🤰 I går kom en gravid kvinde ind på vores apotek. Hun gik hen til kassen, men da hun hørte prisen på vitaminerne og de nødvendige lægemidler, begyndte hun pludselig at græde… Hun sagde, at hun ikke havde penge nok…
Del 1
I går kom en gravid kvinde ind på apoteket.
Hun så ud til at være omkring tredive år.
Hun kiggede længe på pakkerne, sammenlignede dem med listen på sin telefon og kom til sidst hen til mig.
— Jeg vil gerne have de her vitaminer og nogle andre lægemidler.
Jeg regnede det hele sammen og fortalte hende beløbet.
Kvinden blev stille.
Så kiggede hun endnu en gang på sin liste.
— Hvad hvis jeg kun tager det mest nødvendige?
— Selvfølgelig. Lad os se, hvad vi kan undvære.
Jeg fjernede nogle produkter og fortalte hende det nye beløb.
Kvinden tog sin pung frem, talte sine penge og sukkede tungt.
— Det er stadig ikke nok…
Hun forsøgte at smile, men pludselig begyndte hendes læber at dirre.
Et øjeblik senere begyndte hun at græde lige ved kassen.
— Undskyld… Jeg ved bare ikke, hvad jeg skal gøre.
Jeg gik ud fra bag kassen og forsøgte at berolige hende.
— Bare rolig. Lad os se listen igennem igen. Måske kan vi erstatte noget.
Hun rystede på hovedet.
— Jeg vil ikke undvære noget, som min baby har brug for. Men jeg har næsten ingen penge tilbage indtil næste løn.
Der blev stille på apoteket.
Flere mennesker i køen kiggede på os.
Jeg ville netop foreslå hende at lade en del af købet ligge, da jeg hørte stemmen fra en mand, der stod bag hende i køen.
— Hvor meget koster alt det, hun har fået ordineret?
Jeg vendte mig om.
Han kiggede ikke på mig, men på kvinden.
— Undskyld?
— Jeg spørger, hvor meget hele købet koster.
Kvinden rystede straks på hovedet.
— Nej, vær sød. Det er ikke nødvendigt.
Manden svarede roligt:
— Jeg beder Dem ikke om noget. Jeg vil bare gerne hjælpe.
Han gik hen til kassen.
Og så sagde han en sætning, som fik kvinden til at begynde at græde igen.
Men denne gang af en helt anden grund.
Del 2
Manden så på pigen og sagde:
— Jeg betaler for alt, hvad du har brug for. Ikke kun i dag.
Hun så forvirret på ham.
— Men jeg kan ikke tage imod så mange penge fra en fremmed.
— Jo, det kan du.
Han vendte sig mod mig:
— Beregn, hvor meget medicinen til tre måneder koster.
Jeg begyndte at regne.
Pigen forsøgte at stoppe ham.
— Vær sød ikke at gøre det. Du vil allerede hjælpe mig.
Han rystede på hovedet.
— Jeg vil gerne gøre det.
Da jeg fortalte ham beløbet, tog manden sit bankkort frem.
Efter betalingen stod pigen tavs og holdt posen tæt ind til sig.
Så spurgte hun:
— Hvorfor gør du det?
Manden var stille i nogle sekunder.
Så sagde han:
— Fordi jeg engang havde en datter.
Der blev igen stille på apoteket.
— Hun ventede også et barn, fortsatte han. — Hun var gravid i sjette måned…
Han tav.
— Men hun døde. Og det gjorde barnet også.
Pigen dækkede ansigtet med hænderne og begyndte at græde.
Manden fortsatte:
— Dengang var jeg sikker på, at intet længere kunne ændres. Men flere år senere forstod jeg én ting: Hvis jeg har mulighed for at hjælpe en anden kommende mor, vil jeg ikke bare gå forbi.
Pigen gik hen til ham.
— Tak.
Han nikkede bare.
— Du skal ikke takke mig. Pas bare godt på dig selv og barnet.
Inden han gik, gav manden mig sit telefonnummer.
— Hvis hun kommer igen og mangler noget, så ring til mig.
Jeg så efter ham.
Han forlod apoteket alene.
Pigen blev stående længe ved kassen og græd, men denne gang af lettelse.
Den dag forstod jeg: Nogle gange kan et helt fremmed menneske gøre noget for dig, som du aldrig vil glemme.
Og måske er det netop sådan, mindet om et menneske, man har holdt af, lever videre — gennem gode handlinger, der bliver gjort for andres skyld.
