😨 En aften modtog jeg et opkald fra hospitalet. De fortalte mig, at en lille dreng havde angivet mig som sin nødkontakt.
Det virkede fuldstændig uforståeligt, for jeg havde aldrig haft børn. Alligevel besluttede jeg at tage derhen.
— Fru Carter, De skal komme med det samme. Deres søn har været ude for en ulykke.
Jeg blev helt forvirret.
— Det må være en fejl, jeg har ingen søn.
Men sygeplejersken insisterede:
— Han bliver ved med at nævne Deres navn som sin eneste kontaktperson.
— Hvem er han? Og hvordan kender han mig?
— Det ved vi ikke. Efter ulykken taler han ikke med nogen andre end Dem. Han har kun givet Deres navn og nummer.
Jeg var rystet. Det hele virkede umuligt, men noget fik mig alligevel til at tage på hospitalet.
Det, jeg opdagede der, efterlod mig målløs 😳
Ved ankomsten til hospitalet blev jeg fulgt af en sygeplejerske direkte til drengens værelse.
Han lå i sengen med armen i gips og stirrede konstant mod døren.
Da han så mig, hviskede han mit navn, som om han havde kendt mig hele sit liv.
Jeg frøs. Der var noget ved ham, der virkede mærkeligt velkendt, uden at jeg kunne forklare hvorfor.
— Hvem er du? spurgte jeg lavt.
Han holdt fast i et lille armbånd om håndleddet.
På det stod et indgraveret navn, som tog vejret fra mig: min bedste venindes navn, hende jeg ikke havde haft kontakt med i årevis efter en dum konflikt.
Lægen kom ind og sagde roligt:
— Dette barn er din venindes søn. Hun har angivet dig som nødkontakt uden at informere dig. Hun er i øjeblikket indlagt i udlandet.
Drengen hviskede:
— Mor sagde, du ville komme, hvis der skete mig noget.
Jeg smilede og sagde til ham, at hans mor ville komme tilbage, og at han ikke var alene indtil da.
Og næsten uden at opdage det begyndte jeg at tage mig af ham dag efter dag, indtil hans mor vendte tilbage.
