Obersten skubbede hende ud af toget om natten i den isnende kulde, da der ikke var en sjæl i nærheden — uden overhovedet at ane, hvem denne pige virkelig var, og at noget endnu mere frygteligt meget snart ventede ham 😳😱
Obersten kunne ikke lide den nye pige fra første dag.
Hun dukkede uventet op i enheden uden mange ord, i en simpel uniform uden særlige rangtegn. Ung, rolig, hun så folk direkte i øjnene og sænkede aldrig blikket. Det irriterede ham straks.
Konflikten begyndte under opstillingen.
— Hvem sendte dig hertil? spurgte han koldt.
— Jeg blev overført efter ordre, svarede pigen roligt.
— Efter hvilken ordre? Det er mig, der giver ordrer her, hånede han.
Hun så ikke væk.
— Så har De nok ikke set den endnu.
Nogen i rækken fniste stille. Obersten vendte sig brat om.
— Tror du, du er speciel? Jeg har knækket dusinvis som dig.
— Prøv, svarede hun kort.
Efter det skjulte han ikke længere sin irritation.
Under træningen kritiserede han hver eneste af hendes bevægelser. Foran alle hævede han stemmen.
— Forstår du overhovedet, hvor du er havnet?
— Her er ikke plads til piger.
Hun svarede næsten aldrig.
Et par dage senere blev enheden sendt af sted med tog gennem bjergene om natten. Næsten alle sov.
Obersten sov ikke. Han tænkte kun på én ting — at slippe af med hende.
Han lagde mærke til hende ved døren. Hun stod alene og kiggede ud i mørket.
Han nærmede sig stille.
— Kan du ikke sove?
— Frisk luft.
— Dette er ikke en gåtur, hånede han. — Forstår du overhovedet, at du ikke overlever her?
Hun vendte sig langsomt mod ham.
— De er alt for selvsikker.
Han trådte tættere på.
— Og du taler for meget.
Døren stod på klem. Den kolde luft slog mod deres ansigter.
Han greb pludseligt fat i hendes skulder.
— Nu er det nok.
Hun nåede ikke engang at reagere.
En hurtig bevægelse — og han skubbede hende ud med al sin kraft.
Hendes krop forsvandt ind i mørket. I et sekund mødtes deres blikke. Ingen skrig. Ingen panik. Bare et direkte blik.
Så var hun væk.
Nedenfor var der en afgrund. Sten. En flod. Nat. Frost.
Han smækkede straks døren i.
Der var stille i vognen. Alle sov.
Han var sikker på, at det hele var slut.
Men obersten vidste ikke, hvem denne pige virkelig var — og hvad hun var i stand til 😳
Om morgenen opførte han sig som sædvanligt. Endnu mere roligt.
Ingen stillede spørgsmål. Ingen bemærkede forsvindingen. Der gik nogle dage. Så gik strømmen i enheden en nat. I begyndelsen lagde ingen mærke til det.
Derefter begyndte systemerne at fejle. Kameraer. Kommunikation. Døre. Obersten gik ud i gangen. Der var mørkt. Kun nødbelysningen blinkede. Han hørte skridt. Langsomme. Jævne. Han vendte sig om.
For enden af gangen stod hun. Samme uniform. Samme frisure. Kun hendes ansigt var blegere. Blod på ærmet. Men hun stod rank, som om intet var sket.
Han frøs.
— Du…
Hun tog et skridt frem.
— Troede De virkelig, at det var så enkelt?
Han trak sig tilbage.
— Det er umuligt.
— De spurgte ikke engang, hvem jeg er, sagde hun roligt.
Han forsøgte at samle sig.
— Jeg tog dig selv…
— Ja, afbrød hun. — De begik en fejl.
Hun kom tættere på.
— Jeg er ikke fra jeres enhed. Og ikke fra jeres system.
Lyset blinkede igen.
Alle døre omkring lukkede med en dump lyd.
Obersten forstod, at han var alene.
Hun stod et par skridt væk.
— Jeg overlevede, sagde hun stille. — Og jeg havde tid til at tænke.
Han forsøgte at tage sin telefon, men skærmen var sort.
— Hvad vil du? spurgte han skarpt.
Hun så ham direkte i øjnene.
— Det samme som I gjorde.
Han trådte tilbage. Gulvet begyndte pludselig at ryste. Han vendte sig om. Bag ham var der en åben teknisk skakt, som ikke havde været der før.
Han så tilbage på hende.
Hun stod roligt.
— Nat. Kulde. Ingen omkring, sagde hun. — Husker De?
Han forsøgte at skrige, men i det øjeblik gik lyset helt ud.
Et sekund senere lød en kort lyd i mørket.
Og igen stilhed.
Om morgenen sagde man i enheden, at obersten var forsvundet. Ingen forstod hvordan. Kameraerne virkede ikke på det tidspunkt. I arkivet dukkede der dog en kort fejl op i optagelsen. I et splitsekund ses en person stå i en mørk gang og kigge direkte ind i kameraet.
