Under en lang flyrejse græd et barn uden ophør i flyet og generede alle passagererne, mens den stakkels mor forgæves forsøgte at berolige ham; en indflydelsesrig sheik sad længe og betragtede dem med et utilfreds ansigtsudtryk, og pludselig gjorde han dette… 😳😱
I flykabinen lød den særlige summen, som kun opstår på lange flyvninger. Folk var trætte, nogle forsøgte at sove, andre stirrede tavst på skærmen foran sig, og nogle skjulte ikke længere deres irritation. Årsagen var kun én — barnets gråd, som ikke stoppede et eneste minut.
Den lille havde allerede skreget i mere end en time. Højt, hjerteskærende, som om han ikke bare havde det dårligt, men også var bange. Hans lille ansigt var rødt, øjnene fyldt med tårer, og hænderne knyttet til små næver. Den gråd gik gennem alle omkring ham.
Passagererne så på hinanden, nogle sukkede tungt, andre rystede utilfredse på hovedet. Flere hviskede sammen og viste tydeligt deres irritation. En kvinde dækkede ørerne med høretelefoner, en mand på den anden side af gangen trommede nervøst med fingrene på armlænet. Stemningen blev mere og mere anspændt.
Barnets mor så endnu værre ud. Træt, med rodet hår og røde øjne af gråd holdt hun sin søn i armene og prøvede at vugge ham. Hun talte sagte til ham, holdt ham tæt ind til sig, skiftede stilling, men intet hjalp.
Flere gange løftede hun blikket mod folk omkring sig og begyndte stille, næsten hviskende, at undskylde:
— Undskyld… det er hans første flyvetur… han er bange… vær sød at tilgive mig…
Hendes stemme rystede. På et tidspunkt kunne hun ikke holde det ud længere og begyndte selv at græde. Tårerne løb ned ad hendes kinder, og hun holdt barnet endnu tættere, som om hun ville beskytte ham mod hele verden.
— Vi… vi flyver bare til mine forældre… efter at hans far døde… — tilføjede hun, og der var så meget smerte i de ord, at selv dem, der var vrede, tav et øjeblik.
Men barnets gråd stoppede ikke.
Ved siden af dem, ved vinduet, sad en mand i traditionelt hvidt tøj. En ung sheik, arving til en rig familie. Hans holdning var rank, blikket roligt, men ansigtet forblev alvorligt og lidt utilfreds. Han havde hørt gråden siden flyets start, som alle andre, og ud fra hans ansigtsudtryk generede det også ham meget.
Han blandede sig ikke én eneste gang og sagde intet. Han observerede bare. Tiden gik langsomt.
Men på et tidspunkt kunne sheiken ikke holde det ud længere og gjorde noget, som fik hele flyet til at fryse i chok… 😱
Og pludselig lænede han sig en smule frem. Sheiken så på kvinden, derefter på barnet, og sagde stille:
— Må jeg?
Kvinden kiggede forvirret på ham og forstod ikke straks, hvad der skete. Han rakte forsigtigt hænderne frem. Moderen tøvede kun et sekund… og gav ham derefter barnet, næsten i ren fortvivlelse.
Der blev mærkbart stille i kabinen. Folk begyndte at vende sig om. Sheiken tog barnet sikkert, men meget forsigtigt. Han holdt det ind til sig, vuggede det blidt og begyndte at synge lavt.
Det var en blød, rolig melodi på arabisk. Hans stemme var lav, jævn, næsten vuggeagtig. Der var noget varmt og genkendeligt i lyden, som en gammel vuggevise.
I starten græd barnet stadig. Så blev gråden svagere. Et minut senere kiggede det bare på manden og lyttede. Og så… blev det stille.
I kabinen opstod en stilhed, som ingen havde forventet.
Under en lang flyvning græd et barn uafbrudt og forstyrrede alle passagerer, mens den udmattede mor forgæves forsøgte at berolige det; en indflydelsesrig sheik havde længe iagttaget dem med et utilfreds udtryk og gjorde pludselig dette…
Sheiken vuggede fortsat barnet roligt og sang den samme melodi. Barnet faldt gradvist til ro, åndedrættet blev jævnt, og øjnene begyndte at lukke sig.
Moderen kunne ikke tro sine egne øjne.
— Hvordan… hvordan gjorde De det? — hviskede hun.
Manden smilede let uden at stoppe med at vugge barnet.
— Min mor sang den sang for os i barndommen, — svarede han roligt. — Den beroligede os altid.
Han så på kvinden og tilføjede blidt:
— Jeg holder ham lidt endnu. Prøv at hvile dig.
Kvinden dækkede munden med hånden for ikke at græde igen. Men tårerne kom alligevel — bare anderledes denne gang.
I kabinen klagede ingen længere.
