Pigen fortalte politiet, at hun havde set en mand med maske under sin seng: ingen troede hende, før de tjekkede optagelserne fra overvågningskameraerne 😱😱
Det var en helt almindelig aften. Byens gader blev fyldt med det bløde lys fra gadelygterne, og folk havde travlt med deres gøremål: nogle luftede hunden, nogle var på vej hjem fra arbejde, og andre stod og talte uden for en butik. En politipatrulje, en grå terrængående bil med den karakteristiske stribe, kørte langsomt langs fortovet. Inde i bilen sad to betjente — officer Kovalev og officer Melnikova.
“Roligt i aften,” gabte Kovalev og kiggede ud ad vinduet.
“Bare det altid var sådan,” smilede Melnikova. “Men normalt er det stilheden før stormen.”
Hun nåede knap at sige det færdigt, før en lille pige løb ud fra opgangen i en af bygningerne — omkring fem år gammel, ikke mere. Lyst hår, pyjamas med kaniner, barfodet. Ansigtet var fyldt med panik.
Hun løb direkte mod patruljevognen. Kovalev bremsede straks, og begge betjente sprang ud af bilen.
“Hej, er du okay?” Melnikova satte sig på hug foran pigen.
“Er I… er I politibetjente?” Pigen hev efter vejret.
“Ja, lille ven. Hvad er der sket?”
“Under min seng… der er en mand. Han har maske på. Jeg så ham.”
“Hvor er dine forældre?” spurgte Kovalev med rynket pande.
“Mor er på badeværelset. Jeg råbte på hende, men hun sagde, at jeg ikke skulle skræmme hende.”
Betjentene så på hinanden. Det lød som barns fantasi, men pigens øjne rystede af frygt.
“Hvordan så han ud?” spurgte Melnikova blidt.
“Sort tøj. En maske som en ninja. Jeg vågnede og så ham kravle ind under sengen. Han troede, jeg sov…”
“Og så løb du væk?” spurgte Kovalev.
“Ja. Med det samme. Jeg gemte mig i skabet, men så så jeg jeres bil gennem vinduet…”
“Godt,” nikkede Melnikova. “Lad os gå op og tjekke det. Det er bedst at være sikker.”
Lejligheden lå på tredje sal. Pigens mor — en forskrækket og flov kvinde i morgenkåbe — forsikrede dem om, at hun ikke havde hørt nogen og troede, at datteren bare var bange for mørket.
“På det sidste siger hun tit, at noget gemmer sig i hjørnet,” undskyldte kvinden. “Hun har en livlig fantasi.”
Betjentene undersøgte værelset med lommelygter. Under sengen var der ingen.
“Måske løb han væk…” hviskede pigen fra døren. “Men jeg så ham virkelig. Jeg lover det!”
Kovalev ville til at lave en joke, men Melnikova stoppede ham med en håndbevægelse.
“Vent. Lad os se kameraerne. Pigen virker alt for sikker. Sådan noget finder man ikke bare på.”
Det, de så på optagelserne, chokerede alle 😱😱
Gennemgangen af optagelserne fra gadekameraerne forvandlede det hele til en ægte thriller. Omkring femten minutter før pigen dukkede op på gaden, blev et røveri registreret i nabobygningen. To gerningsmænd i sort tøj løb ud fra opgangen med tasker i hænderne.
På det næste kamera kunne man se, hvordan den ene af dem under flugten opdagede patruljevognen, drejede skarpt om hjørnet og derefter… klatrede op ad et nedløbsrør og gennem et halvt åbent vindue trængte ind i lejligheden på tredje sal — præcis dér, hvor pigen boede.
— Der er han… — udbrød Melnikova. — Og det skete bogstaveligt talt et minut før, hun løb ud til os.
På næste optagelse ses den samme mand springe ud af vinduet på den modsatte side af bygningen og forsvinde ind i gården.
Forbryderen blev fanget allerede dagen efter — hans medskyldige blev anholdt samme nat og angav ham for at få mildere straf.
