— Og hvor er min morgenmad på sengen? — spurgte manden, som jeg boede sammen med, lige da jeg kom hjem fra nattevagten. Lige i det øjeblik besluttede jeg at give ham en “morgenmad på sengen”, som han ikke vil glemme foreløbig 😲🫣
Vi mødtes på den sædvanlige måde — gennem venner til en fødselsdagsfest. Han er 45 år, jeg 43. Hver af os har sin egen historie. Jeg havde en skilsmisse og en voksen søn, der længe har boet alene. Han havde to mislykkede ægteskaber, børn og konstante samtaler om, hvor meget livet havde undervurderet ham.
I starten var alt smukt. Michael kom med blomster, inviterede mig på café, sagde, at jeg var hans chance for et roligt liv. Han gentog, at han var træt af skænderier og ønskede enkelhed og varme.
I vores alder tror man hurtigere på sådanne ord. Ikke fordi man er naiv, men fordi ensomhed ved 40 presser mere end ved 20.
Da han bad om at bo “et par uger” hos mig, gik jeg med på det. Han sagde, at han havde skændtes med sin søn og havde brug for tid til at finde bolig. Men han søgte ikke efter bolig. Ej heller arbejde.
I starten var der forklaringer: “krise”, “markedet står stille”, “jeg vil ikke tage det første, jeg ser”. Derefter stoppede forklaringerne.
Jeg arbejdede som sygeplejerske på byhospitalet. Vagtplanerne var hårde — dag, nat, nogle gange 24 timer. Lønnen lille, men stabil. Nok til lejlighed, mad og medicin til min mor.
Da Michael flyttede ind, steg udgifterne. Han bestilte ting online og sagde, at det var “småting”. Pakker kom næsten hver dag. Jeg måtte betale.
En dag sagde jeg endelig:
— Michael, kan du ikke finde et arbejde? Det er svært for mig alene.
Han kiggede på mig, som om jeg havde fornærmet ham.
— Mener du det seriøst? I min alder at arbejde som lagerarbejder? Jeg er vant til at arbejde med hovedet, ikke til at bære kasser.
Jeg tav. Fordi jeg var træt af at diskutere. Fordi jeg var bange for, at hvis jeg pressede, ville han gå. Og den tomme lejlighed efter nattevagten syntes værre end noget andet.
Frygten for at være alene får én til at tåle ting, der tidligere syntes umulige.
Den nattevagt på hospitalet var hård. En ældre mand med slagtilfælde, en pige med høj feber, slagsmål på skadestuen. Jeg løb uafbrudt rundt på afdelingen. Da vagten var slut, rystede mine hænder af udmattelse.
Jeg drømte kun om én ting — at lægge mig og sove.
Jeg åbner hoveddøren, og fra soveværelset:
— Åh, du er allerede tilbage? Lav mig morgenmad. Og stærk kaffe.
Han lå i sengen med telefonen. Sengen var uredt, på natbordet en beskidt kop, rummet lugtede dårligt. Han så ikke engang på mig.
— Og lav en ordentlig omelet, — tilføjede han. — Sidste gang var den tør.
Jeg gik i køkkenet. Knækkede æggene, tændte for komfuret, lavede kaffe, satte det smukt på en bakke. Som om intet var sket. Jeg bar det ind på soveværelset.
Han satte sig, tog gaflen og sagde:
— Sådan skal en kvinde opføre sig. En mand har brug for omsorg, ikke dine konstante snakke om arbejde.
Og i det øjeblik indså jeg, at jeg ikke kunne leve sådan længere, og jeg gjorde noget, som min samlever senere fortrød meget 🫣😢
Jeg tog stille koppen med varm kaffe og hældte den på hans hoved. Derefter — omeletten. Alt, hvad jeg lige havde lavet.
Han sprang op og råbte:
— Og hvor er min morgenmad på sengen? — spurgte manden, jeg boede sammen med, lige da jeg kom hjem fra nattevagten. Lige i det øjeblik besluttede jeg at give ham en “morgenmad på sengen”, som han ikke vil glemme foreløbig 😲🫣
— Er du sindssyg?! Hvem har brug for dig uden mig?!
Jeg så på ham og tænkte, hvordan jeg tidligere ikke havde bemærket, at han faktisk talte om sig selv. Han var bange for at være alene. Han kunne ikke gøre noget uden mig.
Jeg gik ud i gangen, hentede hans taske, jakke og sko. Jeg åbnede vinduet og smed alt ud i gården.
— Hvad laver du?! — råbte han.
Jeg åbnede hoveddøren og sagde roligt:
— Du er seksogfyrre. Det er tid til at lære at leve selvstændigt.
Han råbte stadig, truede og sagde, at jeg ville fortryde. Jeg stod stille og ventede på, at han gik.
Da der blev stille i opgangen, låste jeg døren med alle låse.
I lejligheden blev der for første gang i lang tid virkelig roligt. Og jeg indså, at tomhed ikke er det værste. Værre er at leve med en person, der langsomt gør dig tom.
