Jeg trak kroppen af en lille bjørneunge op af vandet, men det, der skete med mig kort efter, var et ægte chok 😱😱
Mens jeg gik langs en dyb flod, lagde jeg mærke til noget mærkeligt på vandoverfladen. På vandet lå en lille bjørneunge.
Min første tanke var, at den bare legede og svømmede. Men da jeg kom nærmere, forstod jeg: ungen bevægede sig slet ikke og lå helt stille på vandet.
— Den er nok druknet, — mumlede jeg og rakte hånden ud for at tage den op.
Jeg trak den forsigtigt op. Jeg prikkede til den flere gange, rystede den i håb om, at den ville vågne til live, men alt var forgæves. Den virkede livløs.
Men netop i det øjeblik skete der noget frygteligt 😱😱
Pludselig lød et tungt, dybt brøl bag min ryg. Kuldegysninger løb gennem kroppen. Jeg vendte mig langsomt om — og så hende.
Ud af buskene trådte en enorm bjørnehun. Hendes øjne brændte af raseri, hendes vejrtrækning var tung. Hun så, at jeg holdt hendes unge i hænderne, og besluttede, at jeg havde dræbt den.
Med et højt brøl rejste hun sig på bagbenene. Jorden syntes at ryste.
Jeg havde trukket den lille bjørneunge op af vandet, men det, der skete bagefter, var et ægte chok.
I panik kastede jeg ungen tilbage i vandet og løb langs bredden. Men bjørnen var hurtigere. Hun indhentede mig på få sekunder og slog mig over ryggen med poten.
En skarp smerte gennemskar kroppen — kløerne efterlod dybe rifter. Jeg havde svært ved at blive stående, blodet gennemvædede min skjorte.
Men frygten gav mig styrke. Jeg styrtede ind i den tætte skov, snoede mig mellem træerne, indtil jeg hørte hendes brøl langsomt forsvinde i det fjerne.
Da jeg til sidst nåede vejen, faldt jeg om på jorden, forpustet.
I det øjeblik forstod jeg: man må aldrig blande sig i den vilde natur. Der gælder andre love. Og mennesket er altid en fremmed der.
