Klokken seks om morgenen trak min svigermor hårdt tæppet af min gravide svigerdatter: “Stå op, dovne! Jeg er sulten! Hvor længe kan jeg ligge sådan her?” Men hun anede ikke, hvad der ventede hende den næste dag 😨😢
De første måneder af graviditeten var meget svære for mig – konstant kvalme, svaghed, søvnløse nætter. Og nu var der min svigermor, som ikke ville lade mig leve i fred.
Hver morgen – bebrejdelser, skældud, latterliggørelse. Og hvis jeg prøvede at sige et ord til svar, klagede hun straks til min mand og truede med at smide os ud af huset.
Den nat sov jeg næsten ikke. Omkring klokken fem om morgenen begyndte mine øjne at lukke sig, men en skarp stemme lige ved siden af mit øre afbrød min søvn:
“Stå op, dovne, jeg er sulten. Lav noget mad, ellers sover I hele dagen!”
Jeg lukkede øjnene og prøvede ikke at græde.
“Mor, jeg har det ikke godt,” hviskede jeg. “Jeg har været syg hele natten.”
“Hold dine lidelser for dig selv!” gøede hun. “Kvinder fødte i vores tid og klagede ikke!”
Jeg stod op og lavede morgenmad, men noget indeni mig knækkede. Jeg indså, at jeg ikke kunne fortsætte sådan her. Jeg var nødt til at finde på en hævnplan, for at sætte min uforskammede svigermor på plads. Og det var det, jeg gjorde… Fortsættes i den første kommentar 👇👇
Den aften, da alle sov, afspillede jeg en optagelse på højttaleren – stille hvisken, en babygråd, suk. Jeg skruede ned for lyden, så lyden syntes at komme langvejs fra.
I de første par minutter skete der ingenting. Så hørte jeg sengen knirke i det næste værelse – min svigermor var vågnet.
Huset virkede stille, men hun kunne høre en kvindes stille hvisken komme fra køkkenet. Det lød som om nogen græd. Min svigermor lyttede – lyden forsvandt. Hun besluttede, at hun havde drømt det.
Et par minutter senere var der mere gråd, så raslen, så en mandestemme, knap nok hørbar. Min svigermor sprang op i sengen med bankende hjerte.
“Hvem er der?!” skreg hun.
Der var intet svar. Kun en let banken på væggen og så stilhed igen.
Hen mod morgen havde hun stadig ikke sovet et blink.
“Hørte du nogen tale i nat?” spurgte hun mig den morgen med skræmte øjne.
Jeg smilede uskyldigt:
“Nej, mor, jeg blev oppe hele natten og læste en bog, men der var ingen stemmer. Måske drømte du det?”
Næste nat skete det hele igen. Hvisken, banken, et barns stille gråd.
Min svigermor begyndte at slå kors og hviske bønner. Hun troede, at hendes afdøde mand var kommet efter hende.
Hen mod morgen kom hun hen til mig med rystende hænder.
“Jeg kan ikke klare det mere; der sker noget i huset…”
Jeg så roligt på hende og sagde stille:
“Måske straffer Gud dig. Måske skulle du være lidt venligere over for andre.”
Fra da af forandret hun sig. Hun råbte, bebrejdede eller vækkede mig ikke længere om morgenen. Tværtimod bragte hun mig te og spurgte, hvordan jeg havde det. Og om natten var huset fuldstændig stille. Stemmerne forsvandt… fordi jeg slukkede for højttaleren.
